Ansat hos Dansk Supermarked
Opdatering på "Det her bliver kæmpestort!".
Ja, det er det med al tydelighed. Jeg fik tilbudt jobbet og en jobkontrakt burde være på vej med posten. Jeg har en suspekt anelse om, at jeg fik jobbet, fordi jeg 5 år siden arbejdede nede på deres textil-lager. Inden længe vil bruge mig som stik-i-rend-dreng, hver gang de mangler en til at plukke varer nede i Textil eller til at tømme en container. Bare det ikke bliver isenkram-lageret. En mikrobølgeovn er sgu lidt tungere end lingeri.
Det her bliver kæmpestort!
Jeg er blevet inviteret til en jobsamtale nr. 2 (ud af 100 forventer jeg) hos Dansk Supermarked. Ved den første samtale fik de set, at jeg ikke var mentalt handicappet og evnede til at føre en selvcentreret samtale om mig selv. Derudover må jeg have bestået deres 12-minutters problemløsningstest med 50 opgaver - kl. 8 om morgenen. Fik aldrig resultatet.
Mig: Min venstre side. Kaster som en pige (no disrespect til piger - I kaster også som piger). Derudover min bagside. Kan ikke se noget deromme.
Det drejer sig om en stilling indenfor Business Intelligence (BI), og det må være en formsag at få den i mål. Min ekspertise på BI og ikke mindst datalagring hos Dansk Supermarked er jo kæmpestor.
Mon kækhed og overdreven selvsikkerhed overfor såkaldte formsager er en menneskelig egenskab virksomheder leder efter?
Hvad læser Sarah Palin?
Min sjoveste fritidsbeskæftigelse for tiden er at følge det amerikanske valg. Der findes sgu ikke noget sjovere end når 300 millioner mennesker skal vælge blandt nogle totalt hjernedøde personer til at sidde i de øverste topembeder. Der er dog ingen tvivl for mig om at republikanerne har topscoren i at vælge de mest inkompetente personer. John McCains valg af Sarah Palin som vicepræsident er ikke mindre et mesterværk, hvis man skal se det fra den humoristiske side. Hendes evne til at snakke sort og aldrig svare på spørgsmål er uovertruffen.
Her er et af hendes bedste øjeblikke:
Havde hun boet i Danmark ville hendes tanker nok være om hun burde sige "Se & Hør, Ude og Hjemme, Billedbladet...".



